Kriminalpræventive råd
Området har i perioder været plaget af brugstyverier, tyverier og indbrud.
Indbruddene er som oftest sket ved at bryde køkkenvinduet op eller ved at afliste det lille vindue ud mod haven.
Det lille vindue kan sikres med envejsskruer, og der bør sættes hasper på køkkenvinduet.
De oprindelige låse i hoveddøren har snart 40 år på bagen, og de er så slidte, at de kan åbnes med enhver ruko-nøgle.
Når låsen skiftes ud - eller suppleres - bør man vælge en, der skal låses indvendigt med nøgle. Det tvinger tyveknægten til at skulle ud samme vej igen, og det er ikke så nemt at få et 55" TV med sig ud gennem vinduet og over hækken.

Lad være med at lade din pung, mobiltelefon, bilnøgler eller andet værdifuldt ligge på køkkenbordet. Tyveknægtene går rundt om natten og lyser ind, og så er det en smal sag at slå ruden ud.
Lad være med at lade stiger ligge frit fremme. De kan bruges til indbrud gennem tagvinduerne - også hos din nabo! Lås stigen fast med en cykellås.
Lad også være med at efterlade haveredskaber i haven. De kan sagtens bruges til at åbne skydedøren.
Skydedøren kan sikres nødtørftigt med en krog eller ved at sætte et kosteskaft i spænd.

Vær opmærksom på uvedkommendes færden på området, og tøv ikke med at spørge dem, om der er noget, du kan hjælpe dem med.


Operation Nabohjælp
Der har længe eksisteret en lokal Operation Nabohjælp, hvor Kjeld i nr. 29, har indsamlet kontaktnumre til pårørende, arbejdspladser mv. for de beboere, der er interesseret i at deltage.
Denne operation fortsætter uændret, og du kan stadig give besked til Kjeld, hvis du vil være med, eller du har rettelser til listen.

Der er taget initiativ til at supplere Operation Nabohjælp med et organiseret netværk som led i Det Kriminalpræventive Råds kampagne for at reducere indbrud i private hjem.
Netværket er baseret på internet og mobiltelefoner, og det er lige så sikkert at bruge som din netbank.
Tryk på linket til højre og læs mere om netværket.
På linket kan du også læse om, hvordan du tilmelder dig
Det er gratis, og du kan til enhver tid melde dig ud igen.

Du er velkommen til at kontakte foreningens kasserer for yderligere oplysninger.